Mødeledelse eller facilitering – hvad er forskellen?

Er mødefacilitering egentlig det samme som mødeledelse?

Måske har du stillet dig selv det spørgsmål, når du har stødt på begreber som mødeleder, mødeledelse, mødefacilitator eller bare facilitator.

Det er måske ikke så vigtigt hvad vi kalder det, men det er meget afgørende for mødet, hvad vi lægger i de forskellige begreber.

Der er nemlig stor forskel på den klassiske forståelse af opgaven med at styre eller lede et møde, og så den opgave man påtager sig, når man tager rollen med at facilitere på sig. Det gælder hvad enten du faciliterer et møde, en workshop eller en udviklingsproces.


Klassisk mødeledelse:

Den klassiske mødeleder står typisk for dagsorden, talerække og at overholde tiden. Alt sammen noget der handler om hvad vi taler om,  og hvor lang tid vi taler om det. Men; den klassiske mødeleder tager sjældent ansvar for hvordan vi taler om det.

Mødelederen giver typisk ordet til den som først rækker hånden op, og stopper ikke vedkommende før han er færdig med at tale, uanset hvor relevant bidraget er for mødet. Mødelederen gør typisk opmærksom på at tiden er ved at være gået, men uden nødvendigvis at samle op, eller sikre sig at punktet er ordentlig afsluttet.

Som mødeleder kan man derfor sætte kryds ved ”job done”, når man er nået gennem dagsordenen og har givet deltagerne ordet i den rækkefølge de rakte hånden op, men samtidig kan mødet være et elendigt møde som ingen værdi skabte, og som deltagerne gik frustrede fra.

At være mødeleder er typisk noget man bliver udpeget til, ud fra en forestilling om at alle kan lede et møde.

Mødelederen fokuserer typisk på det talte ord, på plenum samtalen, på talerækken og som regel at der sidder en et sted, som tager referat af mødet.

Facilitering af møder:

En facilitator hjælper andre med at nå et fælles mål, typisk gennem samtale. Man har skarpt fokus på det fælles formål med at mødes.

Når man er facilitator, er man derfor langt mere optaget af kvaliteten af samtalerne, og på at møderne skal skabe værdi.

Det betyder at man udover at tage ansvar for den dagsorden der er lavet, og den tid der er sat af til mødet, også sætter rammen for hvordan vi skal tale sammen, og sørger for at alle har gode muligheder for at bidrage.

Facilitatoren gør dette:

  • Sikrer at der er et klart formål med mødet, og at alle ved hvad udbyttet skal være
  • Sørger for at samtalerne er på sporet og bidrager til formålet.
  • Skaber samtalerammer som giver alle deltagere mulighed for at bidrage med input og holdninger.
  • Sørger for at der er energi hele vejen gennem mødet, især ved at fokusere på variation, skift og pauser.
  • Samler op og konkluderer undervejs, og sikrer at der er fælles forståelse af hvor langt I er nået
  • Lukker mødet ned så alle ved hvad det næste er der skal ske
Det betyder at man tager ansvar for den dagsorden der er lavet og den tid der er sat af til mødet. Det betyder desuden at man sætter rammen for hvordan vi skal tale sammen, og sørger for at alle har gode muligheder for at bidrage.

Det betyder at du tager et langt større ansvar når du faciliterer, og derfor skal kunne (gisp!):

  • Afbryde en deltager hvis talestrøm ikke bidrager til samtalen
  • Bede om input fra en deltager som endnu ikke har tilkendegivet sine holdninger
  • Spejle gruppens måde at tale sammen på, når den ikke er konstruktiv og foreslå en anden og mere konstruktiv samtaleform

Mødefacilitering er mere end mødeledelse:

Som mødefacilitator sætter du dig selv meget mere i spil, end når du blot er mødeleder. Du er i gang med din opgave, allerede når mødet skal forberedes, og hjælper med at få formålet knivskarpt.

Du lytter og reflekterer undervejs i mødet, og tager løbende bestik af gruppens energi og hvad der er behov for lige nu for at drive mødet fremad.

Som facilitator har du en værktøjskasse fuld af forskellige metoder og værktøjer, som du kan vælge imellem, så du altid kan bringe det mest hjælpsomme ind i samtalen. 

Du bruger gulvet, væggen, udendørs arealer, tuscher og plancher til samtaler som skaber overblik, genererer kreativitet og energi, eller hjælper refleksioner frem.

”At være mødefacilitator er en faglighed, som kræver træning og uddannelse.

Har du oplevet en dygtig mødefacilitator i aktion, ved du hvilken forskel det gør for engagement, ejerskab og efterfølgende handling, når et møde eller en udviklingsproces faciliteres, - og ikke bare ledes.

Vil I lære at skabe meget bedre møder & workshops i jeres organisation, så ring til os - eller skriv til os nederst på siden

”TAG TETEN – en guide til dig der faciliterer møder og workshops” – køb bogen her.

Lær at forvandle møder vha. facilitering